Il vino é buono - Vin er godt

Det siger ikke alene de italienske vinelskere, men også de italienske læger. Et glas om dagen. To glas til dem, der har lidt blodmangel. Vino har været en del af den italienske kultur i mands minde som den mest almindelige drik, ofte som en medicin, hvilket den videnskabelige research idag bekræfter. Så er det op til den enkelte forbruger ikke at overdrive. De fleste italienere ved, hvor mange genstande de må indtage. Ikke fordi det står i aviserne, eller fordi en nordisk forsker har fundet ud af det som en ny sensation, men fordi det hører til deres kultur.
 

Mad-og vinkulturen afspejler et lands kultur, og den italienske kultur er varieret med mange regionale identiteter. De italienske sociale forhold er brogede og afspejler det italienske køkkens rigdomme. Den italienske historie er i det hele taget fyldt med positive overraskelser, hvor den italienske politiske situation er ofte et teaterstykke, men alt ender som regel godt takket være det velorganiserede kaos. Det samme gælder den italienske vinklassificering.
 
I de senere år har den italienske vinproduktion ligget på ca. 60 mio. hektoliter - nok til at fastholde Italiens ledende rolle blandt verdens vinproducerende lande. Man regner med, at hver femte liter vin, der bliver drukket i verden, er italiensk. Der opregnes ca. 1,3 mio. vinproducenter lige fra de små vinbønder med familiens lille vinmark over de store andelsproducenter til de fornemme vingårde. Al denne vin skal selvfølgelig klassificeres.
 
Den italienske vinklassificering er et omstridt emne. Men det kan ikke være anderledes i et land med så mange forskellige kulturer og så mange lokale patrioter. Italiens lange støvle strækker sig faktisk over 10 breddegrader fra Schweiz og helt ned til Libyen. Italien er beboet af 57 mio. mennesker og er opdelt i 20 regioner med over 100 provinser (amter) og over 8.000 kommuner. Hver af dem har sin egen identitiet. Hver mener, at de er bedre end de andre. Alle vil have deres egen særprægede betegnelse. De nationale myndigheder har ikke haft let ved at finde frem til en fælles klassificering, der både kan garantere forbrugeren kvalitet og respektere de mange kulturelle forskelle.
 
Den første lov om klassificering er fra 1963, og med den indførtes DOC-begrebet og senere DOCG. Den sidste lov på vinområdet er fra 1992 (med nye fortolkninger i 1995 - 97) og har medført klarere signaler om kvalitet og vintyper og en bedre forståelse for, hvorfor en vin må være dyrere end andre. I dag er de italienske vine stort set klassificeret efter en skala, der starter med vino da tavola, (VDT) over IGT og DOC til DOCG.